Samfundsrelateret alternativ funktionsæstetik (SAFÆ)
Mads, Mads, Julie, Tove, Jesper, Jesper, Johan, Ulla


Foto af billetholder


Indledning
Baggrunden for denne rapport er et samarbejde mellem Det kongelig Kunstakademi og Danmarks Tekniske Universitet. Hensigten har været at se, hvad der kom ud af, at man satte studerende fra de to uddannelsesinstitutioner sammen med det formål at skabe et fælles værk. Der har ikke været nogle bindinger med hensyn valg af projekt. Emnet har været fuldstændig frit så den første del af forløbet gik ud på at definere en opgave som den sidste del af projektet skulle føres ud i livet.

Projektets forløb
Ved gruppedannelsen var projektets arbejdstitel samfundsrelateret alternativ funktionsæstetik. Denne overordnede og meget flydende titel dækkede over en lang række af de forskellige ideer, der blev skabt ved den fælles brainstorm på kursets/projektets anden dag.

Det næste skridt var, at gruppen skulle til at præcisere hvad begrebet samfundsrelateret alternativ funktionsæstetik skulle dække over. Da det ikke er et særligt konkret udgangspunkt var en brainstorm en oplagt måde at gribe sagen an på. Det medførte en hel del mere eller mindre realistiske ideer til forskellige projekter. Dels på grund af gruppens størrelse og dels på grund uenighed om hvilket projekt, der skulle vælges enedes man om at opdele gruppen løst, i to mindre undergrupper, som skulle arbejde med et projekt hver. De to projekter kunne kaldes civil ulydighed og byen i naturen.

Kort inde i forløbet viste det sig, at det var muligt, at projektet omkring civil ulydighed kunne deltage i en udstilling i Hamburg, hvis tema var ulovlig kunst. På det tidspunkt var der kun kort tid til at få projektet klart til udstillingen. Så for at forene kræfterne blev de to nyopdelte grupper slået sammen igen, før de overhovedet var kommet i gang med de enkelte projekter.

De første ideer til projekter om civil ulydighed var en form for byttecentral for tog- og busbilletter og en hjemmeside, hvor man kunne udveksle ”ulydige” ideer. Derfor skulle der findes ud af om, der var andre projekter, som kunne bruges på udstillingen. Da der ikke rigtigt var nogen nye ideer, blev der fremstillet ca. 30 billetholdere til udstillingen i Hamburg.

Efter lidt (naturlig) stilstand efter Hamburg begyndte forberedelserne til udførsel af selve projektet, nemlig opsætning af billetholdere på samtlige busstoppesteder i Indre By (i København). Det største problem i denne fase, var ikke at fremstille selve holderne, men at vurdere hvor mange holdere der var brug for. Det er et godt spørgsmål hvor mange busstoppesteder der er i København.

Anden pinsedag blev der sat over 200 billetholdere op i hele Indre By samt et godt stykke ud af de vigtigste indfaldsveje. Det mest spændende har derefter været om billetholderne vil blive brugt. Da denne rapport først er færdiggjort kort tid efter, at holderne er blevet sat op så erfaringerne på dette område er ret beskedne. Det til trods er der dog set et par billetter, som er sat fast i holderne rundt omkring i byen.

Billetholderen
Det blev ret hurtigt klart, at det var billetholder-projektet, som krævede den største arbejdsindsats. Dette medførte, at der er blevet brugt mest tid på dels at finde ud af, hvordan billetholderen skulle se ud og dels på at fremstille dem. Det var ønsket, at den skulle se godt ud og virke som om den var en del af det busstoppested den skulle sidde fat på. Samtidig skulle man også lægge mærke til den, så den ville blive brugt. I det følgende vil der kort blive redegjort for hvilke overvejelser, der er blevet gjort omkring ”udviklingen” af billetholderen.

Den største udfordring var naturligvis, hvordan billetterne på en nem og hurtig måde skulle sættes fast på holderen. Som udgangspunkt blev det blandt andet overvejet – og afprøvet – om billetterne kunne sidde i klemme bag en elastik, der var sat fast på et bræt. Men efter en god omgang pingpong i gruppen, hvor ideerne fløj rundt og blev forbedret kom man frem til at man kunne sætte billetterne fast mellem et bræt og et stykke plexiglas, hvor overkanten var bøjet lidt udad for dels at indikere at det er meningen at der skal sættes noget ned i og dels for at gøre dette lettere. Det var meningen at plexiglaspladen skulle skrues på brættet. Der blev dog hurtigt enighed om, at denne løsning havde en hel del ulemper. For det første var det en meget omstændig måde at fremstille holderen på og for det andet var der stor sandsynlighed for at billetterne ville falde ud i bunden af holderen mellem bagpladen og plexiglasstykket. Men der gik ikke ret lang tid før ideen var blevet videreudviklet, så hele holderen blev lavet af et stykke bøjet plexiglasplade. Dette er en forholdsvis nem måde at fremstille holderen på og man er sikker på at billetten ikke falder ud af holderen.

Det næste problem var så hvordan holderen skulle fastgøres til busstoppestedet. Valget faldt på dobbeltklæbende tape. Men inden da var der forslag om spændbånd, kabelstrips og sågar lim. Disse tre forslag blev forkastet fordi de henholdsvis ville være for lang tid om at sætte op, så grimme ud eller var for besværligt og destruktivt. Samtidig skulle både spændbånd og kabelstrips være ret store da skiltene på de fleste københavnske busstoppesteder nærmere er en stander end et klassisk skilt på en stålstang. Af samme årsag var det nærliggende at bruge den dobbeltklæbende tape, idet busstanderne har flade front- og bagsider.

Formålet med billetholderen kan ikke direkte tydes ud fra udformningen af den. Derfor blev det anset for nødvendigt, at der var en eller anden form for forklaring på selve holderen. Naturligvis kunne man bare lime/tape en mærkat på forsiden af holderen, men den ville i så fald sidde ret udsat og den ville ikke være særlig vejrbestandig. Men da det var blevet besluttet at holderen skulle sættes fast med dobbeltklæbende tape blev det foreslået at mærkaten kunne trykkes på bagsiden af et specielt stykke dobbeltklæbende tape. Det ville være en flot, men også meget dyr løsning så det endte med at man udnyttede den dobbeltklæbende tape til dels at sætte holderen fast og dels at fastgøre en mærkat på bagsiden af holderen, så den ikke ville være så udsat for hærværk, vind og vejr.

Billetholder - Hamburg
”Schönheit in rechtlicher Fragwürdigkeit?” er en utrolig interessant og sigende ordstilling, men samtidig en ordstilling der er næsten umulig at oversætte hvis essensen skal gengives korrekt. Et godt bud på en dansk oversættelse, synes jeg kunne være ”Lovlig? skønhed”. ”Schönheit in rechtlicher Fragwürdigkeit?” er mere en række af sig selv ligegyldige ord, det er også titlen på en udstilling i Hamburg som vi fik lov til at deltage i med vores billetbytteprojekt.

Vi lavede omkring 40 skilte på tysk med teksten: ’Geben Sie Ihre gebrauchte und noch gültige Fahrkarte weiter’. Planen var så at sætte dem op ved enkelte af metrostationerne og buslinierne. For at et sådan projekt skal virke er det selvfølgelig vigtigt at holderne sidder overalt således at brugerne altid er klar over hvor de skal sætte og finde deres billetter ...men Hamburg er en meget stor by. I stedet kan man sige at Hamburg kom til at fungere som generalprøven på København – en mulighed for at studere folks reaktioner og skiltenes levetid inden vi førte projektet ud i stor stil.

Det at være bevidst lovløs for en Lørdag formiddag, krævede en smule tilvænnelse, men hurtigt blev opsætningen en lille elegant manøvre der kun tiltrak sig et minimum af opmærksomhed – gerne kun fra de personer der nu stod og ventede. Folks reaktioner, et af de mest spændende elementer ved projektet, må man nok betragte som noget afdæmpede. De fleste blev pænt stående og fulgte kun stjålent med ud af øjenkrogen. Først når vi var forsvundet igen nærmede de sig skiltet, læste det og for det meste heldigvis med et resulterende smil – om smilene var ment som et rygklap eller de måske blot var overbærende ved jeg desværre ikke. Enkelte gav sig til at diskutere holderne, men stadig smilende. Vi konfronterede altså ikke folk direkte, måske vil vi gøre det i København hvor vi kan kommunikere vores projekt i et sprog vi selv forstår.

Folks reaktioner var altså umiddelbart positiv, mens skiltenes endeligt kom til at lide en mere nuanceret skæbne. For at give holderne maksimum blikfang satte vi dem i metroen op på billetautomaterne, men automater tømmes og dem der gør det syntes åbenbart ikke vores projekt var en umiddelbar forbedring af deres system. De holdere var for de flestes vedkommende fjernet inden vi tog hjem Søndag aften. Holderne vi placerede ved buslinierne satte vi i læskurene ved siden af køreplanerne. Et sted der umiddelbart minder langt mere om hvor de kommer til at sidde i København end dem der sad på billetautomaterne. De skilte vi kontrollede i læskurene inden vi tog hjem sad der alle endnu, kun et enkelt var blevet brækket. Måske slet ikke så dårligt når man tænker på at de fleste altså overlevede en weekend i kvarteret omkring Reberbahn, hvor lørdag aften bød på alt fra undergrunds punkkoncerter til mere intime fornøjelser på timebaserede hotelværelser - og hvor hjemmeholdet St. Pauli søndag formiddag tabte 2-4 til Osnabrück i 2. Bundesliga.

Til sidst står så det nok væsentligste spørgsmål tilbage – blev holderne benyttet? Desværre ikke umiddelbart. Vi så ingen billetter i dem udover dem vi selv satte – men de var heldigvis væk igen når vi senere kontrollerede. Om projektet da ikke er en succes vil ikke være retfærdigt at svare på, men vi har i hvert fald opnået en række gode erfaringer inden København. Vi må gøre os klart at holderne skal være massivt repræsenteret, de skal sidde steder hvor der ikke dagligt færdes ansatte fra trafikselskaberne og endelig skal de have tid til at slå igennem. Det kan meget vel blive nødvendigt at vi løbende må erstatte holdere de steder hvor de forsvinder eller bliver ødelagt, så folk altid ved at de kan finde en holder ved busstoppestedet.

Billetholder - København
Omkring 400 holdere nåede at vi at fabrikere – 400 der gerne skulle dække det indre København, og gerne med så mange i overskud, at der er lidt tilbage til at dele ud af og efterfylde de steder, hvor de bliver revet ned lidt for hurtigt. I første omgang valgte vi at sætte ca. 250 holdere op, uden at vi af den grund var klar over hvor mange busstoppesteder der egentlig er i det indre København. I Hamburg erfarede vi at holderne på billetautomater hurtigt forsvandt, hvorfor vi valgte at koncentrere os om busstoppestederne. I København er der gennemgående to slags busstoppesteder – dem der egner sig til vores holder og dem der ikke gør. De egnede er de nye skilte, der er en blålakeret stander, hvor der er god plads under køreplanerne til at placere holderen. På de gamle skilte, dem hvor køreplanen er monteret på en stang, kan man kun sætte holderen, så den dækker køreplanen. Da vores projekt er ment som en hjælp til de rejsende, valgte vi ikke at sætte holdere på disse. Vi gjorde os en del tanker om, hvor på standeren holderen skulle placeres. Da det jo gerne er folk der stiger af bussen, der har en billet i overskud, skal holderen sidde så den kan ses fra udgangsdøren. Det var derfor nærliggende, at sætte den på den side af standeren, der vender mod udgangsdøren. Desuden skal den helst sidde så tæt på øjenhøjde som muligt.

På dagen, en overskyet 2. pinsedag, delte vi os op i grupper af to og tre, og gik derefter i gang. Grunden til at gå flere sammen, er at det føles mere behageligt – det er rart at have et rygstød, hvis der er personer, private eller ’offentligt ansatte’, der ikke bryder sig om vores projekt. Som i Hamburg blev det hurtigt en rutinepræstation at stryge forbi standerne og i en næsten usynlig bevægelse at placere en holder. De ventende passagerer opdagede for det meste ingenting, og dem der gjorde ventede pænt med at se hvad vi foretog os førend vi var væk igen. Måske burde vi have konfronteret dem, det ville give projektet en ny dimension, i og med vi ville have den direkte kontakt, i stedet for som nu, at betragte reaktionerne fra behørig afstand. Problemet er blot, at en direkte kontakt kræver meget af en – man skal lide ’at være på’. Jeg formoder, at det kræver en del tilvænning - vi følte os i hvert fald ikke klar. Mange timer senere, og alle samlet igen, kunne vi sammenfatte vores indsats.

I hele det indre København inden for Søerne, Christianshavn, Indre Øster- og Vesterbro og større indfaldsveje som Nørrebrogade, Amagerbrogade, Vesterbrogade og Åboulevard var alle nye busskilte forsynet med en holder.

Her nogle dage senere har de fleste af holderne overlevet. Det virker ikke som om busselskaberne har prøvet at fjerne dem –endnu. I enkelte af dem sidder der endda billetter. Det kan føles som lidt af et antiklimaks, at se holderne sidde der, og folk der står lige ved siden af uden at bemærke dem. Men man kan ikke forandre verden på en formiddag, og det må forventes at holderne skal være kendt i bybiledet lang tid, førend de regelmæssigt vil blive benyttet – længere tid end vi måske har tænkt os at følge op på projektet. Følges op skal der imidlertid, men vi er endnu ikke helt klar over hvordan og hvor længe.

Afslutning
Generelt, som det kan ses af folks personlige kommentarer, har der været stor tilfredshed med kursets indhold, derimod har forløbet været mindre egnet. Et forløb som vi selv har været ansvarlige for. Dels har gruppen været for stor og dels er det svært at arbejde hen imod noget man ikke er sikker på hvordan det ville ende. Med et projekt som dette er der en åbenlys mulighed for at lægge det uden for normal DTU-skema-år. Eksempelvis kunne det ligge fra midten af efterårssemestret frem til midten af forårssemestret. Vi håber at få mulighed for at opfølge projektet på en eller anden måde. Det er igen op til os selv at få det ført ud i livet, men umiddelbart ser det ud som om viljen og lysten er tilstede fra begge parter. Der er stadig næsten 150 billetholdere tilbage, så det er muligt at sætte flere op efterhånden som de forsvinder. Der er en ret stor sandsynlighed for at en del af holderne vil blive fjernet når HT skifter køreplan den 17. juni.