Interaktivitet
Anders, Christoffer, Rasmus, Terje, Jakob, Martin

Indledning

Som noget nyt har Danmarks Tekniske Universitet (DTU) og Kunstakademiet (KA) forsøgt at etablere et samarbejde med det formål at forene kunst og teknologi. Forsøget er kørt fra februar til juni 2001 og er kulmineret med en udstilling af værkerne på KA’s Skoleudstilling (8.-13. juni). Senere på året skal værkerne udstilles på DTU.

Projektet blev startet med to intensive dage på hhv. KA og DTU, hvor begge faggrupper fik mulighed for at præsentere deres arbejde. Derefter lavede gruppen (i alt ca. 20 personer) en fælles brainstorm som resulterede i en opdeling i 3 grupper. Denne rapport beskriver arbejdet som den såkaldte ’Interaktivitetsgruppe’ har udført.

Rapporten indledes med at præsentere resultatet af vores arbejde i ord og billeder, da vi mener det giver læseren en bedre forståelse for de ting vi gennemgår i rapporten. Dernæst følger et afsnit, hvor vi hver især beskriver de erfaringer vi har gjort os i løbet af dette projekt. Dette munder ud i en beskrivelse af gruppens samlede refleksioner. Til sidst i rapporten har vi nogle forslag til hvad der kunne gøres bedre eller anderledes, hvis kurset skal køre igen og vi runder hele rapporten af med en konklusion.

I dette afsnit fortæller vi nøgternt om processen fra gruppedannelsen og frem til det endelige resultat. De enkelte medlemmers opfattelser af denne proces bliver nærmere beskrevet under deres respektive refleksioner.

Temaet for vores gruppe var – som beskrevet i indledningen – interaktivitet. Vores gruppe bestod af 6 medlemmer, Tarje, Kristoffer, Anders, og Jakob fra KA og Rasmus og Martin fra DTU, og det viste sig da også, at vi havde 6 ret forskellige meninger om hvad vi forstod med interaktivitet. Især når det samtidig skulle integreres med noget kunst. Vi brugte derfor de første 8 uger på at snakke frem og tilbage om forskellige idéer, hvad vi havde set andre havde lavet, osv.

Ikke desto mindre, så lykkedes det os at blive enige om at det kunne være spændende at lave et ’rum i rummet’. I dette rum skulle beskueren så have mulighed for at interagere med værket. I rummet skulle beskueren møde forskellige genstande fra dagligdagen, såsom dørhåndtag, stikkontakter, lamper og andre ting, der indbyder til en påvirkning fra beskueren. Tanken var så at beskuerens påvirkning af rummet skulle give sig udslag i tilfældige og overraskende reaktioner, og at der ikke skulle være noget fast mønster i dem. En berøring af et dørhåndtag, der får en lampe til at lyse er et eksempel, og ideen var så at der, næste gang håndtaget blev berørt, skulle ske noget andet.

Vi diskuterede endvidere om denne tilfældighed af reaktioner skulle styres vha. eksterne inputs, fx støjniveauet fra Kgs. Nytorv, klokken, lysniveauet i vindueskarmen, beskuerens CPR-nummer, etc. Vi forsøgte at strukturere disse idéer for at få et overblik over hvilke muligheder der var og hvilke ting der var inden for vores rækkevidde såvel teknisk som økonomisk.

Vi diskuterede om teknikken skal komme før kunsten eller omvendt. Om man - inden udarbejdelsen af værket starter - skal definere den kunsteriske målsætning ud fra de tekniske muligheder, eller skal definere den historie, man vil fortælle, eller det tema, man vil arbejde med, og så derefter opsøge teknikken til at muliggøre det. Vores arbejdsproces endte med at blive en kombination af de to måder at arbejde på. Vores legosensorer gav hurtigt en idé om, at der skulle bruges lys- og tryksensorer i installationen. Det er et eksempel på, hvorledes teknikken sætter rammerne for den måde beskueren skal interagere med værket på, og derved til dels hvordan den kunsteriske idé i værket opfattes af beskueren.

det modsatte sker, når vi sætter os for at få en væg til at vibrere. Det prøvede vi at løse vha. en motor og nogle roterende emner, men af sikkerhedsmæssige grunde, valgte vi , ikke at sætte det i gang. Men altså et eksempel på, hvordan en idé er skabt og bagefter bliver løst.

I diskussionen af, om kunst kommer før teknik eller omvendt, hører også til, at man i inspirationsfasen (det vil i virkeligheden sige under hele projektforløbet) lader sig inspirere af de tilstedeværende materialer og muligheder, således at tilgængeligheden til teknologi eller materialer er med til at forme, i hvilken retning arbejdet udvikler sig.

Det færdige resultat var ikke nær så interaktivt, som vi havde forestillet os i starten, og graden af tilfældighed og styring vha. kaotiske elementer som f.eks, vejret eller trafikken, var begrænset. Men der var elementer af interaktivitet, i form af vores fire lyssensorer og ene berøringssensor.

Rummet var delt op i fem områder. Først var indgangen, hvor folk skulle stille deres sko på en rampe. Rampen registrerede derpå at en ny beskuer var klar, og aktiverede programmet. Hvis folk valgte at gå ind i installationen med sko på, blev oplevelsen begrænset i forhold til oplevelsen uden sko.

Efter indgangen fulgte en smal passage. Undervejs registrerede lyssensorer beskuerens bevægelse, og et tv i passagen viste forskellige klip. Det første klip, der aktiveredes i indgangen var gruppens medlemmer, der banker på en væg inde i rummet. Det fremgår af videoen, at det er en væg i rummet og samtidig med billedet, blev der sendt "bankelyde" ud inde fra rummet, således at beskueren fik en oplevelse af, at der var andre tilstede i rummet.

Netop som beskueren fik lejlighed til at kigge rundt om et hjørne, til den del af passagen, hvor lyden kom fra, stoppede lyden og billedet skiftede til nogle græsstrå filmet på tæt hold. Beskueren kunne, ved at gå tilbage i passagen, får billedet til at skifte igen, således at der atter blev vist de bankende folk på tv-skærmen.

Når beskueren efterfølgende bevægede sig videre, skiftede billedet igen til et skud taget fra ydersiden af rummet, hvor man så en uafbrudt strøm af mennesker, der gik ind i rummet.

Den smalle passage førte ind til et lidt større rum med næsten kvadratisk grundplan, beplantet med græs og fire solsikker. Dette var tænkt som en kontrast til den forvirrende og måske en anelse stressende oplevelse i passagen. Når beskueren bevægede sig hen mod dette rum, skiftede billedet atter til de grønne strå filmet på tæt hold. I loftet og rummet hang en klase af vækstpærer, symboliserende en sol. Vi ville med dette forsøge, om det var muligt at få solsikkerne til at dreje efter lyset, men der var ingen synlig forandring i solsikkernes retning. En ide havde oprindeligt været at lade lyskilden bevæge sig under udstillingen, og så se vi om kunne observere en langsom ændring af solsikkernes retning, men det nåede vi ikke.

Beskueren skulle herpå bevæge sig over græsplænen og ud af rummet. En stribe gulvtæppe indikerede vejen tilbage til skoene. Når skoene blev fjernet, blev alt nulstillet, og installationen var klar til næste beskuer.

INTERAKTION: evaluering og overvejelser.

Dette er en præsentation af en række overvejelser, jeg har gjort mig i forbindelse med samarbejdsprojektet mellem KA og DTU. Det er på ingen måder en færdig eller fyldestgørende evaluering af projektet som sådan.

Arbejdet i gruppen:

Den begrænsede mængde af tid vi havde til rådighed, som skyldes vanskeligheder ved at mødes regelmæssigt i en gruppe på seks mennesker, bevirkede at gruppens fokus relativt hurtigt blev en egentlig værkproduktion/præsentation af resultater til skoleudstillingen. Dvs. resultatet fik førsteprioritet fremfor processen, hvilket i mine øjne ikke er optimalt, når den overordnede målsætning for samarbejdet er udveksling af viden. Gruppens primære mål skulle måske være denne vidensudveksling, altså være en form for studiegruppe med det fomål at praktisere en forskning i krydsfeltet mellem kunst og teknologi. Derigennem kunne konkrete projekter løbende tage form, opstå mellem to eller flere studerende, gerne med en tidsramme på et helt studieår eller mere.

Resultatet:

Projektet er mundet ud i et interaktivt ‘værk’, der kun kommer til sin ret i kunstens sfære. Arbejdsprocessen og præmisserne for vores interaktive ‘værk’, har i høj grad været funderet i en kunstnerisk logik, og resultatet bærer tydeligt præg deraf. Det giver kun mening som kunst, ikke som ny teknologi. Ingeniøren fungerer som en konsulent for kunstneren, det har på mange måder været den model vores gruppe har arbejdet med, trods overvejelser og forhåbninger om at undgå netop dette.Det skulle være interessant om et samarbejde, hvor kunstneren også fungerer som konsulent for ingeniøren, kunne opstå. Det kunne forhåbentligt gavne ingeniørens kreative proces, til i bedste fald, at tænke ny teknologi.

Forskelle og ligheder:

Det var en positiv overraskelse at se hvor mange ligheder der var mellem ingeniørens og kunstnerens arbejdsproces. F.eks i et projekts allerførste fase hvor alle tænkelige muligheder overvejes, hvorefter en eller flere efterprøves. Der hvor de to fagområder skilles er selvfølgelig i spørgsmålet om formålsrettethed. Tjener produktet et formål.

Selvom man i den seneste tid har set tendenser i retning af en kunst med en social funktion, er det dog oftest tvetydigt hvori denne funktion ligger. Det er stadig kunstens formål ikke at have noget.

Arbejdet med materialet adskiller også de to områder. Den dialektik der opstår mellem materiale og tanke har en mere fremtrædende plads i kunsten. Dvs. at den ‘modstand’ som materialet/værket yder i arbejdet med kunst, muligvis godtages som en berettiget del af det endelige resultat. Den accepteres ikke i så høj grad i produktudvikling, fejlen eller tifældighederne må vige for det klare formål teknologien er beregnet til.

Jeg havde ingen forventninger til dette kursus, da det lød så fjernt fra noget jeg havde prøvet før, så det simpelt hen ikke var muligt at danne sig en forventning. Til gengæld havde jeg en masse forestillinger om hvordan de studerende på KA var.

De første to dage, som vi brugte på at danne grupper og finde på mulige idéer til de kommende værker var meget inspirerende. Samtidig fik jeg det indtryk, at vores verdener måske ikke var så forskellige som vi gik og troede. Begge faggrupper var meget kreative på hver deres måde og samtidig kunne jeg fornemme, at resten af gruppen langt fra var helt ukendte med teknologiens verden, hvilket jeg måske godt kunne have frygtet. Måske har det hjulpet, at de studerende fra KA der har meldt sig til dette projekt i forvejen har haft en interesse for teknologi og vice versa, således at det ikke nødvendigvis var to yderpoler der stødte på hinanden.

Selv om vores gruppe har fungeret særdeles glimrende har jeg – især fra DTU’ernes side - kunnet fornemme en vis frygt for at overtage projektstyringen med vores meget strukturerede arbejdsmetoder. Som en følge heraf blev der ikke udarbejdet en tidsplan og hele idégenereringsfasen bar præg af at være ukoordineret og udokumenteret. Det var et helt bevidst valg fra vores side ikke at gå ind og forsøge at styre denne fase. Denne beslutning blev truffet ud fra et ønske om ikke begrænse afdækningen af muligheder og samtidig gav det os en mulighed for at se om resultatet af en fuldstændig ustruktureret idégenerering gav anderledes resultater end den vante ditto.

Da vores idéfase som sagt var meget ustruktureret endte den med at have karakter af én lang tankerække frem for en række koncepter som vi kunne vurdere på lige vilkår. Da vi samtidig var 6 mand i gruppen var det meget svært at nå til enighed om hvilke idéer der var gode. Ift. Ingeniørfaget, hvor idéer som oftest bliver vurderet ud fra saglige kriterier som udviklingsgruppen er enige om, var der hér tale om at alle 6 medlemmer hver havde sit sæt af kriterier. Det var med andre ord slet ikke vanskeligt at finde på spændende og gode idéer – dem var der masser af, men det var svært at blive enige om hvilke af dem der skulle arbejdes videre med. Jeg har siden overvejet om det kunne have været en fordel at introducere gruppen for vores metoder inden for produktudvikling, men set i bakspejlet tror jeg det ville virke som en klods om benet på dem at være begrænset af at skulle dokumentere og strukturere deres arbejde.

Som sagt var der et utroligt godt samarbejde i gruppen, men det var tydeligt at mærke, at ingeniørerne er vant til i højere grad at skulle præsentere deres idéer og overbevise andre om at de holder. Det virkede som om KA’erne havde mange sjove idéer som aldrig kom frem. En mulig løsning ville måske være at gøre grupperne mindre – 2-4 mand. Og mens vi er ved de mulige forbedringer til næste gang kurset skal køre, så vil jeg foreslå at køre det over halvandet semester med start i efteråret og fernisering i eksempelvis april. Hermed bliver der mere luft i kalenderen til at finde nogle ’hele dage’, hvor alle kan komme i være med frem for at presse et aftenmøde ind hvor der er et par afbud.

Sammenfattende kan jeg sige at jeg føler, at jeg har fået en masse ting ud af projektet. Der er måske ikke tale om så meget faglig viden, men et indblik i en anden faggruppes arbejdsmetoder og verden, og dermed en udvidelse af mit eget repertoire. Jeg er sikker på, at hvis kurset får lov til at køre igen og man får rettet nogle af børnesygdommene, så vil det blive et tilløbsstykke.

Opbygningen af en kunstinstallation og de aktiviteter og det arbejde, der knytter sig dertil, adskiller sig på mange områder fra de metoder der bruges på Danmarks Tekniske Universitet og i industrien. Men bedst af alt kan arbejdet med installationen vel sammenlignes med et industrielt produktudviklingsprojekt.

Som ingeniørstuderende på Danmarks Tekniske Universitet kan man lære, hvorledes et industrielt udviklingsprojekt styres, fra de første ideer og koncepter skabes, til den egentlige fremstilling af både prototyper og produktionsmodnede emner kan foregå, med alt hvad dertil hører af planlægning og styring af alle aktiviteter.

En erfaring er, at langt størstedelen af egenskaberne ved det færdige produkt, og dermed omkostningerne i forbindelse med projektet, disponeres i starten af udviklingsforløbet, mens ideerne stadig kun er i hovedet på de involverede og som skitser på et papir.

Projektforløbet vil således som oftest bestå af stadigt stigende mængder af vitale beslutninger, der bliver truffet. Efterhånden som projektet skrider frem, bliver flere og flere egenskaber og aktiviteter fastlagt, indtil den dag hvor produktionen startes, og meget få ting kan ændres uden at det vil medføre store omkostninger.

Kort sagt tages de fleste beslutninger først og derefter udføres det praktiske arbejde.

Arbejdet med en kunstinstallation er anderledes. Eksemplificeret i vores interaktive rum, var meget få beslutninger om rummets indre taget, da træ og spånplader blev købt hjem, og opbygningen af rummet startede. Det er usædvanligt i forhold til et industrielt projekt, men virkede fint i arbejdet med rummet. Da rummet var bygget op, blev mængden af nye ideer og forslag forøget betragteligt, fordi gruppens medlemmer nu havde lejlighed til at visualisere mulighederne i rummet.

Ligeledes er et installationsprojekt mere afhængig af de materialer, der er tilgængelige her og nu, og projekter kan således tage en drejning i sidste øjeblik, hvis den person der udfører værket, lader sig inspirere af en ny mulighed. F.eks. var det interessant at iaggtage hvorledes flere af skoleudstillingens udstillere på ferniseringsdagen fik ført rullegræs ind i deres værk, fordi der stod en palle med overskydende græs på Kunstakademiet. Ligeledes var der godt aftag i de overskydende lægter som ikke blev brugt til rummet.

At lade sig styre lidt af projektet fremfor selv at forsøge at styre det, er måske der, hvor kunstneren og ingeniøren adskiller sig i måden at arbejde kreativt på.

I den sammenhæng er selve projektarbejdet også forskelligt i de to verdener. Ingeniøren trænes til at arbejde struktureret indenfor et givent tidsrum (her tænkes på arbejdstider), hvorimod kunstneren ikke står op hver morgen og får gode ideer, men til gengæld springer til når den kreative inspiration er tilstrækkelig. Og så arbejdes der på alle tider af døgnet. Så både i det daglige og på længere sigt adskiller de to slags kreativiteter sig i graden af planlægning.

Min egen konklusion…:

En god erfaring, der kan drages af dette projekt er, at de gode og ofte umiddelbart skøre ideer, som den kreative, kunsteriske sjæl kan producere i forening med den strukturerede og praktiske ingeniørtanke, kan skabe nogle spændende alliancer og nogle projekter som er banebrydende og nyskabende.

Hvis de to måder at tænke på, kan forenes, vil ingeniøren sjældnere lade sig hæmme af sin egen praktiske erfaring og hensynet til materialers og maskiners begrænsninger, mens kunsteren kan udvide sine ideer om, hvad der kan lade sig gøre, samt ved at arbejde struktureret, frigøre noget tid til at få gode ideer

For at undgå en generalisering, må der til alt dette også føres den vigitige pointe, at ingeniørerne og kunstnerne hver i sær er forskellige, men samtidig kan dele mange egenskaber. Der findes strukturerede kunstere og der findes ingeniører, der ikke møder kl. 8.00 hver morgen.

KA´ere arbejder intensivt med et projekt, mens ingeniøren typisk har flere projekter ad gangen. Kunsterens arbejdsfordeling er præget af arbejdspukler op til ferniseringer, hvor der arbejdes næsten i døgndrift med at få værket til at passe til det sted, hvor udstillingen foregår. Ofte har kunsteren først adgang til udstillingsstedet i en begrænset periode før udstillingen skal starte.

Angående dette kursus kan det siges at:

Gruppedannelsen var problematisk da man ikke kan lave noget før gruppen er dannet og ikke danne gruppen før man er kommet nærmere hvad man vil.

Man kunne måske have ladet basen for gruppedannelsen være en ’studiegruppe’ og så arbejde med et forløb i stedet for at stile efter en færdig installation. Forløbet kunne således have drejet sig om at udveksle holdninger og erfaringer samt diskutere noget mere, indenfor et givent område, samt eksperimentere noget mere med forskellige materialer og arbejdsmetoder. Det har der ikke været tid til i dette projekt, da vi skulle stille med et færdigt resultat.

DTU´erne har lært at al kunst ikke behøver have en mening…mange folk haster igennem udstillingen og forsøger at finde ’meningen’.

Det ikke er optimalt at vi skal flytte udstillingen 2 gange (Hempel til KA-udstilling til DTU).

Vi manglede tid til at færdiggøre rummet (bl.a. pga. flytningen) – problemer med sensorer og programmering

Meget lidt intensivt i starten. Behov for at have en intensiv periode i starten f.eks. 2-4 hele dage i træk eller en uge med workshops, hvor man sporer sig ind på interessante emner, og kommer ordentligt i gang.

Det har været interessant at lade de to verdener arbejde sammen, og der er skabt nogle kontakter og relationer, som forhåbentlig vil holde ud over dette projekt. Vi er alle indstillet på at bruge hinanden senere, og have gavn af hinandens evner. Envidere har vi haft det sjovt, mens det har stået på, og vi er godt tilfredse med det værk, der kom ud af det hele.

DTU´erne er blevet inspireret af KA`erne og har først og fremmest lært, at "kunstere" ikke nødvendigvis render rundt i deres egen lille verden, og intet ved om teknik og planlægning.

KA´erne er blevet inspireret og har først og fremmest lært…?

Vi mener alle at kunne anbefale en gentagelse af projektet med nye folk og skøre ideer!

I tråd med vores ustrukturerede dokumentation, har vi i denne rapport placeret bilagene rundt omkring. Det skal hér påpeges at Danmark vandt 2-1 over Malta og at det derfor var Sofie, der vandt vores væddemål. For ikke at forvirre læseren unødigt vælger vi ikke at henvise yderligere til bilagene.